D. 20. juli 2011 skete det, der ikke måtte ske – benzinmotoren på vores 3 år gamle MTD LS550 brændekløver “stod af” (faktisk skød den et stempel ud gennem siden!).
Nu er det også voldsomt for sådan en lille 6,5HK motor at køre med fuld gas konstant – og vi må jo nok indrømme, at den måske har kørt med for lidt olie en enkelt gang. Så det er nok i bund og grund vores egen skyld.
Repareres, det skulle den – så jeg kontaktede Grundvad Maskinhandel A/S, hvor den i sin tid blev købt. Her var man dog ikke særligt villige til at undersøge hvad sådan en motor rent faktisk koster og kom i stedet med meldingen 6-7.000 (hvilket jo er latterligt når kløveren koster ca. 10.000 af ny og i øvrigt har både hydraulik pumpe, ventil og stempel – alt samme dele der “burde” være dyre).
Jeg kontaktede i stedet en anden MTD forhandler – Preben Christensen Staldinventar og Landbrugsmaskiner i
Skive og her fik vi den hjælp jeg nok havde forventet fra Grundvad Maskinhandel – og det endda på trods af at jeg aldrig har købt noget af dem.
Preben Christensen Staldinventar og Landbrugsmaskiner kunne henvise til den lokale Briggs & Stratton motorforhandler – Skive Trykluft Center. Og her kunne man – ud over at vejlede om at finde det korrekte motornummer mv., oplyse en pris på kun kr. 2.400 ekskl. moms for en ny erstatningsmotor. Og ikke nok med det – man skaffede den hjem via importøren i løbet af kun en enkelt arbejdsdag!
Se DET er service! 🙂
Motoren på sådan en MTD LS550 brændekløver er i øvrigt særdeles nem at skifte – den sidder med kun tre bolte (nedefra) – og så skal en koblingsdel på motorens aksel lige flyttes over på den nye motor. Resten er “integreret” på selve motoren og skiftes dermed når motoren skiftes.
Den nye erstatningsmotor havde monteringshuller og oliebundprop nøjagtigt samme sted som den gamle – også selv om det faktisk var en nyere udgave af Briggs & Stratton Quantum motoren (6,75HK fremfor 6,5HK og med et lidt andet udseende), så det eneste problem var, at der ikke var skåret gevind i monteringshullerne. Med naboens hjælp (jeg havde ikke selv bolte der var lange nok “på lager”) blev de tre monteringsbolte erstatet af længere, 8mm bolte med låsemøtrikker – og det er jo lige så godt.
Se evt. også beskrivelse af vores brændekløver ved at klikke her!